2. halvdel af sæsonen for serie 1 holdet tog sit udgangspunkt i Assens. Som man måske husker, tabte vi en irriterende match efter en dog ganske regulær papirafgørelse i sæsonpremieren. Men nu var tiden inde til at revanchere denne ulykkelige hændelse, mente vi, og René og Henrik snakkede om, at vi jo var klart forstærkede i denne omgang.
Kun en times gik, førend vi var i front. Davit trumlede fuldstændig sin modstander. Yderligere en halv time senere var farmand Ardak også færdig, da han fik tiltusket sig en remis i en ellers tabt stilling.
Heromkring havde Henrik fundet et giftigt offer og splittet modstanderens kongestilling. Det så chancerigt ud, men for mange spildte træk ødelagde planen, og Henrik måtte til sidst ned, så Assens nu fik udlignet.
Klubbens nye formand havde tidligere tilbudt remis, og efter at have vundet en bonde gjorde han det så igen. Da ingen af kombattanterne så ud til at kunne opnå noget som helst, blev fredspiben røget, og Kaare fik således et halvt point i sin debut som formand.
René havde stille og roligt fået opbygget et godt pres på sin modstander, og da det nu afstedkom en bondegevinst, var sagen klar, og vi førte igen.
Som rosinen i pølseenden sad jeg så, og forsøgte at få noget positivt ud af den bonde, jeg indledningsvis havde ofret. Et vist pres førte til en fejl fra modstanderens side, og så fik jeg ikke bare bonden tilbage, men en ekstra med i købet. Så var det blot at få de resterende officerer byttet af, så merbonden kunne gå i mål.
4-2 var en dejlig revanche at få, og jeg synes den var fortjent.
Arne